Helt nøjagtigt den 26. juni 1995 blev det første kuld hvalpe født hos kennel Brown Hunt. Det betyder at vi i år har 25 års jubilæum. Det er blevet til 308 hvalpe, med samme tævelinje fra vi startede i 1995.
Det har været en fantastisk rejse, med et væld af fantastiske oplevelser. Jeg har lært så utrolig meget i min tid som opdrætter. Fra at være en ung og uerfaren opdrætter med begge ben solidt plantet i "næsen" med tyrker tro på at jeg altid vidste bedst - til en nu gammel og erfaren opdrætter, der har fundet ud af at man aldrig rigtig bliver ulært i dette fag.
Da jeg startede mit opdræt var sundhed en af mine helt store kæpheste. Det er det også i dag men i dag er den "hele" hund blevet et større "must" og temperament er langt vigtigere for mig i dag end sundhed.
Vi kan så mange ting sundhedsmæssigt i dag - men et ustabilt temperament kan ingen ændre på og det er og bliver et stort problem for den der skal leve med en hund der er usikker og ustabil. For mig er temperamentet, min races adelsmærke og efter min mening er det noget vi aldrig må gå på kompromis med.
Egenskaberne er også blevet vigtigere for mig end eksteriør. Tilbage i 1995 avlede jeg labrador af udstillingsmodel. Jeg gik rigtig meget spor og havde fantastiske oplevelser og kennelen har fostret et væld af spor champions - jeg mener vi er oppe på 28 champion titler i skrivende stund, det er da virkelig sejt.
Det er også blevet til 2 udstillingschampions - ja faktisk næsten 3 - men det er ikke min fortjeneste - jeg har mest været heldig med at mine dygtige og ihærdige hvalpekøbere har vist hundene frem et væld af gange. Det er også blevet til ærespræmie for opdrætsklasse på udstilling - det var også en fin dag og et fint resultat og se tilbage på.
De seneste år er der kommet 2 Norske Jagtchampions til og en TestMester som man kalder en WorkingTest champion i RJK regi.
At have opdrættet champions i alle 3 discipliner det er jeg ret stolt af og føler mig utroligt priviligeret med så dygtige hvalpekøberer.
Jeg kunne nævne et væld af andre fine resultat - men jeg vil istedet nævne noget af det som er så helt igennem fantastisk når man opdrætter labrador.
Jeg har samme tæve linje hele vejen igennem min opdrætter tid. Startende med Avons Tongue-Twister alias Luka. Første Brown Hunt tæve der gik i avl fra Brown Hunt's Bissede Bijou. Ret hurtigt satsede jeg på to tæve linjer og kørte med Brown Hunt's Happy End of Luka ud af en linje med sorte og gule hunde hvor Bijou bar den brune linje.
Jeg elskede at arbejde med hundene så jeg måtte opgive den brune linje. I dag høre jeg ofte at jeg skal skifte mit kennel navn - men det skal jeg helt sikkert ikke. Vi skal nemlig alle huske hvor vi kom fra og at rejsen er en del af den vi er i dag og det vi har lært undervejs.
Jeg elskede hver og en af mine smukke brune labber. De var alle bund solide på temperamenterne og de lod sig alle parre med største naturlighed. Hvilket jeg i dag ser som den største "fare" hos jagt labradorene. Nogle af dem er blevet for ustabile på temperamentet og det giver snerpede hunde der har tendens til at gå i forsvar når noget bliver utrygt. De er ikke aggressive snarere usikre og det skal vi virklig passe på i vores avls arbejde. Mange af dem vil ikke lade sig parre. Det er for mig ikke et issue at de skal lade sig parre naturligt. Men det er dog at foretrække.
I heste verden er der snart ingen der bedækkes naturligt længere og hopperne føder og passer føl lige godt af den grund. Så hellere insiminerere end presse tæverne til noget de bestemt ikke syntes om.
En af de mest fantastiske ting der er sket i nyere tid er vores mulighed for at DNA teste for diverse sygdomme. Det er en stor hjælp i avls arbejdet at vi i dag kan undersøge for sygdomme og faktisk avle sygdomme væk, som det f.eks. er sket med CNM.
Der kommer nye sygdomme til og det er jo sådan verden er - gener muterer og nye gener opstår og de er ikke alle sunde - men det høre med til at avle. Jeg kunne ønske mig at der blev undervist lidt mere i brugen af DNA test for jeg høre så mange opdrættere sige ting om DNA test som i den grad afspejler at de ikke helt forstår hvad det er DNA testen kan. Nogle ser det som en begrænsning og tror at det er noget dyrlæger og forskere opfinder for at stjæle pengene op af lommerne på opdrætterne, men den slags udtalelser dækker altid over en mangel på forståelse for brugen af dette værktøj. Det er ofte de samme opdrættere der ikke undersøger mere end højst nødvendigt og ikke har lyst til at investerer i deres opdræt for at bliver klogere.
Opdræt er jo mange ting i dag. Jeg savner flere af de gode gamle der opdrætter for at styrke og bevarer racen, som nørder med avlslinjer og som satte en ære i at kende sine linjer/stamtavler og som var åbne om stærke og svage sider i deres opdræt. Hvor har jeg haft mange gode diskussioner og erfaringsudvekslinger igennem tiden.
Måske husker jeg det bare sådan men jeg syntes de var flertallet da jeg startede med at opdrætte. Idag er flertallet dem der avler for at tjene lidt hurtige penge eller fordi de syntes at deres hunde er de bedste. Vi syntes alle vores hunde er de bedste - men jeg savner lidt mere selvkritik og ærekærhed.
Alt var ikke lyserødt i de gamle dage men vi havde et større sammenhold og vi talte mere sammen end vi gør i dag. Jeg savner også Jens Erik Sønderup der lavede et kæmpe arbejde i Raceledelsen med at holde en finger på pulsen omkring sygdomme og som talte vores sag i diverse dyrlæge kredse.
I dag syntes jeg at det er helt grotesk at øjendyrlægerne forlov at lave en Anmærkning på en hund for noget som ikke er et problem i racen - f.eks. at hunden får en anmærkning fordi den har et hår der sidder på kanten af øjenlåget og de sender hundeejeren hjem med en besked om at den ikke må avles på. De skulle skamme sig!
Tænk hvis de fik lov at bestemme hvad vi måtte avle på, så ville vi om få år have labrador der havde perfekt øjenomgivelser og syn - men de ville måske ikke længere ligne labrador eller have de højtskattede jagtegenskaber som racen er så kendt for.
Det er det jeg mener med den hele hund. Vi skal som opdrættere kunne træffe beslutninger selv så vi får lov at prioriterer hvad vi avler på. Det er os der kender vores avlslinjer og ved hvor den er svag og skal styrkes, men også hvor den er stærk og der kan indgås kompromiser.
Det er vores ansvar som opdrættere at prioriterer og det er ikke let og det er ikke ens for den enkelte opdrætter. "Man" kan ikke bare dovent kigge på en succes fuld opdrætter og kopirer valg af hanhund eller valg af linjer - for de passer måske slet ikke på dine linjer. En dygtig opdrætter tør løbe en risiko og tør tage ansvaret.
Når alt kommer til alt så er en parring blot en parring af to stykker papir på en skrivebord. Hvalpene der fødes af den tiltænkte kombination kan være fantastiske eller middelmådige eller virkelig ikke det man ønskede sig. Men så er det dig der skal stå på mål og du skal kunne forsvare din beslutning.
Det er det som er så utrolig spændende ved avlsarbejdet og jeg elsker det og jeg fascineres stadig over en hvalpefødsel, de første uger hvor tæven klarer alt, de kommende uger hvor det er min opgave at socialiserer og arbejde med hvalpene. Det er opdræt og det er fantastisk!
