International A prøve på Lykkesholm!

Foto Kirsten Lynge.

Søndag den 19. januar 2020, deltog Indy og jeg på den internationale A-prøve på Lykkesholm Slot på fyn. Det var årets sidste A-prøve for os, alene af den årsag at der ikke er flere A-prøver i år.

Terrænet på Lykkesholm er kendt for at være meget kuperet og meget alsidigt terræn - men i guder hvor var det hårdt. I efteråret har jeg tabt 10 kg, men dagen igår fik mig hurtigt til at indse at der må 10 kg. mere af kroppen hvis jeg skal fortsætte med at dyrke denne fantastiske hobby.

Desværre for prøven igår var der for få fugle i de områder vi afviklede prøven på. Det resulterede i at vi gik inde i kæden i optil en time fri ved fod, i virkelig svært fremkommeligt og vådt terræn. At kravle over træstammer og zig zagge ud og ind mellem træer og gå i vådområder fri ved fod det var virkelig svært og det kostede også en del hunde på dagen.

Når vi går fri ved fod - så er det ok at give en heal kommando når vi starter med at gå - men ellers er der ingen kommandoer undervejs. Vi gik på skråninger med brombær og glat mudder og våde grene og rødder som underlag, vi gik i engarealer med græs og siv i mandshøjde og vand til midt på skinnebenet, vi gik i underskov i vådområde med træer så tætte at vi var nød til at zig zagge frem ad.

Samtidigt skal du hele tiden holde dig tæt på skytterne og give din hund de bedste muligheder for at markere en evt. skudt fugl. Du er mentalt og fysisk på overarbejde.

Skråningen med brombær, vi kæmpede på - Foto Kirsten Lynge.

Jeg var super stolt af Indy der mesterede denne opgave så utrolig fint. Han fulgte mig i tykt og tyndt og over og under og når jeg snublede ventede han bare på mig med den største selvfølgelighed. Han er og bliver min fantastiske hund.

Det var Boye Rasmussen og Keld Jørgensen fra Danmark og Mark Demaine fra england og Peter Vijties fra Belgien der dømte prøven.

Jeg gik min første runde for Mark Demain og det var en fantastisk oplevelse. Han gjorde alt hvad han kunne for at hjælpe os. Han vejledte os på at finde den bedste plads i kæden, han gentog hele tiden at vi skulle følge med skytterne og ikke tænke eller vente på ham - ergo ville han ikke have en hundefører på hver side af sig - men han ville have at vi gjorde vores bedste for at bringe vores hunde i en position der tillod os at få den bedste chance for at markerer en evt. skudt fugl.

Når fuglen var nede - så sendte vi hunden og så løb han med os frem i terrænet så vi kunne se hunden og hjælpe og handle hunden på opgaverne.
For første gang i år har jeg været på en A-prøve hvor jeg hele tiden har kunnet se min hund og dermed hjælpe ham hvis det var nødvendigt.

Hvor har jeg mange gange i år stået og handlet min hund i blinde fordi dommerne ikke har villet flytte os frem så vi kan se vores hunde. Det er nærmest blevet lidt "mode" at vi skal handle vores hunde på anvisninger givet via radio fra en dommer ude i terrænet og til en anden dommer ved siden af hundeføreren. Det er for mig helt logisk, at dette ikke kan lade sig gøre og er helt urimeligt at stille hundeføreren, i sådan en situation.

Foto Kirsten Lynge

Da jeg hentede min 4. fugl igår - var situationen sådan at jeg ikke kunne se Indy de sidste 30m fra han krydsede en å og til han var fremme ved fuglen. Og tænk jer lige - Mark Demaine undskyldte overfor mig at han bragte mig i den situation - trods det at opgaven lykkedes. Jow Jow det håber jeg at flere af de danske dommerer der var med på prøven tager med sig hjem. Jeg var i alle tilfælde ret overrasket og det var absolut positivt.

Det var også meget tydeligt for mig at alle de 4 dommerer var meget bevidst om hvad der var svært i terrænet - de holdt hovederne kolde og hjerterne varme og arbejdede deres bedste for at vi fik gode betingelser.

Det kan naturligvis ikke undgås at jeg reflekterer lidt over denne prøve, fordi vi ikke fik gjort prøven færdig. Men hvor er det let at sidde i bagklogskabens altid så klare lys og kloge sig. Men vi må omvendt også reflekterer for at blive klogere.

Der hvor jeg ser at tiden skrider er på det sidste drev. Der skulle drevet nok være kørt 3 - tredjedele. Så vi havde arbejdet på de første fugle og fået dem i hus. Have kørt en tredjedel mere af drevet, stoppet drevet og arbejdet på de fugle - og til sidste den sidste del af drevet og arbejdet på de sidste fugle.
Jeg syntes at terrænet var så svært tilgængeligt for hundene, at det ikke havde betydet alverden, at hundene havde arbejdet på fuglene med det samme. Så havde vi måske heller ikke mistet de fugle vi aldrig fandt.- men som sagt det er altid let at være klog bagefter.

Indy og jeg havde en skøn dag - alt vores træning kom os til gode denne dag og jeg trængte virkelig til en god dag oven på et par A-prøver hvor jeg har følt mig lidt snydt. Nu er energierne tilbage og jeg glæder mig over hvor fin den prøve var og hvor godt den blev dømt.

Jeg kunne ønske mig at DRK brugte lidt penge på at få dommere med erfaring i stil med Mark Demain til at sparre med de danske dommerer på A-prøve bedømmelserne.

Alternativt inviterer flere engelske dommere til at dømme og sparre med danske dommerer.

Kunne det ikke også være en ide at nogle af de nye dommerer,  havde dømt sammen med eller måske været assistenter på prøven - Boye og Keld er super erfarende dommere, der selv førere hunde på Vinder A og som jeg ikke oplever på laverer niveau end Mark og Peter.

Indy's 3. fugl - hentet ude i sumpen - foto Kirsten Lynge