Top billede

Top billede

søndag den 9. april 2017

God energi i banken :-)

Sikke en fantastisk weekend tur vi har været på. Raceledelsen for labrador har afholdt deres årlige WT og B-prøve weekend på smukke Tårnholm Gods ved Korsør.

Vi havde booket et værelse på Boeslunde Camping med overnatning fra fredag til søndag og vi glædede os til at komme på en tur med hundene og slappe lidt af. Vi havde tilmeldt Paddy, Indy og Navy på Working Testen om lørdagen. Søndag var Indy og Skimmer tilmeldt på B-prøven. Alle drengene blev startet i vinderklasse og for Indy og Skimmer var det deres debut på officiel prøve, så vi var rigtig spændt på om de unge drenge kunne stå distancen.

Vi havde også tilmeldt os til fælles spisningen lørdag aften på Boeslunde Camping, som Raceledelsen stod for. Alt i alt var der lagt op til en rigtig dejlig weekend.

Da vi fik kataloget, kunne vi glæde os endnu mere. Der var mange hunde tilmeldt, det er altid dejligt og prøveledelsen havde lavet WT'en således at begynder og åben skulle starte om morgenen og Vinderklassen kl. 12.00 - begge dage - HVILKEN LUKSUS !

Men hvor ville vi gerne have startet vores unge hunde om formiddagen - hvis vi havde vidst at prøven var delt op på denne måde. Men nu kunne vi istedet stille og roligt spise morgenmad og lufte hundene og køre til prøve området.

Tårnholm Gods er et meget smukt gods og vi nød at være på deres fantastiske terræn.WT'er bestod af 5 poster med høj sværhedsgrad, men meget jagtrealistiske opgaver, uden nogen former for fælder eller kunstigheder, virkelig gode opgaver.

Vi startede på post 5. Her stod vi på en bakke top, ca 90m fra en skov kant, her startede et drive der gik gennem et lille stykke nåleskov i højre side af terrænet. Når drivet var fri af nåleskoven blev der kastet en markering i kanten af højskoven, ca. midt for. Opgaven var nu at få den sidst kastede dummy hjem, uden at hente noget i nåleskoven. Det var en fin opgave, Indy scorede 18, Paddy fik 16 og Navy fik 14 point.

Så gik turen om til post 1. Det var en tricky sag ha ha. En dobbelt markering der faldt næsten på linje og så skulle vi kun hente den bageste - altså den længst væk. Terrænet var højskov der ende ud i en væg af rørskov/siv hvor den bagest blev kastet. Hvad man ikke kunne se var at hunden skulle lidt til højre for at komme ind i området, så det var virkelig en gyser at holde hundene fri af den først markering og på den bagest. Vi bøvlede med det så Indy fik 13 point. Paddy forsøgte jeg at holde på en linje så jeg havde 3 korrektioner - men det faldt ikke i god jord så Paddy fik 12 point. Navy gjorde det lidt bedre så han fik 15 point.

Post 2 var nede hos den sødeste svensker Søren Svärd, her fik vi en dirigering med distraktion. Distraktionen blev kastet til venstre på vand og dirigeringen var diagonalt over et stendige op til et nåleskovs område. Holdt man ikke hunden nogenlunde på linjen så forsvandt den for en. Indy fik 17 point på denne opgave og Paddy gjorde det super flot og fik 19 point. Navy kan jeg ikke huske point tallet på men tror det var fint.

Post 3 var en lang dirigering gennem højskov eller rettere fældet højskov, over en bred grøft med vand ud på et åbent areal. Indy som ellers er kanon på at gå linjer startede meget uheldigt ud med at løbe en fin lige linje men skråt ud til højre istedet for ligefrem. Det krævede naturligt nok noget handling og her blev den unge mand lige kreativ nok :-) så da han 3. gang løb igennem mit stop, så tog jeg benene på nakken og løb ud og hentede ham ind. Det vil jeg ikke have at han har succes med på prøver når jeg aldrig ville accepterer det i træning. Det koster et 0, Paddy var meget lydig men han har altså lidt på psyken med de grøfter - så han bliver så langsom når han skal krydse grøfterne, så han fik 16 point. Navy var SÅ sej fik et flot 19 tal.

Post 4 var en lang markering ud i en raps mark. Vi vidste at det var killer posten, så nu var det med at være skarpe. Vi stod på en bakke top inde i skoven, fik markeringen ude i rapsen, ca 80m væk, hundene skulle gennem skoven, over et stendige, og så ca. 50 m ud i rapsen. Indy gik kanon og fik 17 point på denne opgave, Paddy bøvler med den og fik 10 point. Navy fik 14 point.

Men det var en skøn dag. Paddy bestod med 73 point, Indy opnåede flotte 65 point trods at han havde 0 på en post, så jeg var super godt tilfreds. Navy og Tommy havde 79 point og sluttede som WT7 SEJT !

Lørdag aften stod den på fællesspisning. Det skønneste mad fik vi - dejlig buffet med 4 slags kød og to skønne salater. Vi sad det helt rigtige sted ved bordet, sammen med Z-labberne Tine og Steen, Lise Gørtz, Pia Bielefeldt og nøj hvor vi grinede. Jeg elsker bare Tine og Steen -de er de sødeste og skønneste mennesker og tallet 16 har fået helt ny betydning. Aftenen sluttede med at Boye, Keld, Carsten, Tommy og jeg havde nogle mægtigt konstruktive diskussioner - nøj hvor vi grinede for vi var virkelig blevet lidt fulde og ikke særligt kloge at høre på men hvor havde vi det sjovt :-)

B-prøven dagen efter var også en virkelig fin prøve. Startede med en dirigering langs brinken af en sø, det vidste jeg ville være for svært for Indy og jeg dummede mig max. Jeg sendt ham på linjen istedet for at sende ham direkte ud på blankt vand, så vi fik den hjem men kønt var det ikke og vi fik 7 point med. Tommy og Skimmer gjorde det super fint til 16 point.

Næste opgave var en dirigering med en meget lang enkelt markering, som blev kastet først. Den blev kastet langs kanten af fjorden, med en lille vig der gik ind, således at hundene skulle krydse noget vand for at komme ud til markeringen. Dirigeringen var kort, men skulle løses først. Indy var suveræn på denne opgave og scorede vores første 20 tal nogensinde i vinderklasse jubiii :-)
Skimmer bøvlede med denne opgave og kom ud med 10 point.

Sidste opgave for os var en dobbelt markering på linje i rørskov på vand. Den opgave var der mange der bøvlede med og røg ud på. Indy måtte hjælpes lidt på den bageste og fik 13 point, Skimmer måtte også hjælpes på den bageste men lidt mindre og fik 15 point. Således sluttede vi med 40 og 41 point og var super fint tilfreds med de unge drenge.

Vi fik hygget og spist frokost med Andreas og Cenzo der opnåede en fin 2.pr. på deres debut i åbenklasse. Tak for dejlig kage Andreas :-)

Om eftermiddagen susede vi ud på terrænet med DuDer og Punktum. Fik lov at "låne" lidt vildt og fik så trænet både vand og dirigering på det skønne terræn, hvor de både var i rørskov/siv, i raps, i højskov og langs vandet - det var helt kanon.

Kl. 15 gik turen hjemover, hjem og male videre på terrasse projektet - for vi var begge fyldt op med god energi. Jeg fik også løbet en tur med Ketchup, men i guder hvor var mine ben tunge, det var et virkelig hårdt træningspas.

Tak til alle jer der hjalp denne weekend, så vi kunne lege med hund - det nød vi meget.