Top billede

Top billede

torsdag den 19. oktober 2017

Gode dage på Kennel Brown Hunt.

De seneste tre dage har vi haft besøg af Trond og Aase Gjøtterud fra Norge. Det er altid hyggeligt at have besøg af de to norske venner og vi har igen hygget os eller "koset" os som norskerne siger :-)

Tirsdag havde vi træning for en udvalgt skare på åbenklasse niveau. Det var et virkelig godt hold hunde med samme høje niveau. Det betyder at vi kan lave mange sjove træningsopgaver for en fin gruppe på 8 når alle har samme udgangspunkt.

Vi har efterhånden haft disse trænings samlinger en del gange og mange af dem som er med, er de samme personer, for vi elsker at nørde og vi kan godt lide at blive set efter i krogene :-)

Suzanne, Anne-Grete og Karin skulle overnatte og nøj hvor havde vi det hyggeligt. Vi fik drukket G&T og grinet meget - Tak skønne tøser for en dejlig aften, stakkels Trond måtte trækkes med os for Aase lå syg og Tommy var til møde i jagtforeningen - så jeg tror nok at Trond syntes vi var noget skøre - men han overlevede på jægermeister ha ha !

Onsdag var det vinderklasse hundene der var på. Faktisk var der et par af hundene fra dagen før, som ønskede at deltage begge dage, så de var med på vinderklassen og klarede det super flot. Måske fordi øvelserne var bygget op, dagen i forvejen og hundeførerne var "tunet ind" på den rigtige kanal.

Jeg skulle selv have deltager med Indy - men fik plads på en RJK åbenklasse markprøve i sidste øjeblik så jeg måtte overlade roret her hjemme til alle de skønne tøser.

Jeg havde en skøn dag - på en fantastisk jagt i et guddommeligt terræn. Virkelig dygtige og behagelige dommere, der ønskede os det bedste og som i den grad havde forståelse for at få jagten og hundearbejdet til at gå op i en højere enhed. Indy og jeg opnåede en Udmærkelse, det var det jeg kom efter så jeg var glad. Jeg syntes dog at jeg har en del justeringer, der skal klares inden jeg bliver helt tilfreds.

Da jeg kom hjem og kørte ind i gården stod alle tøserne og lavede bølge - ihhh hvor er jeg heldig at have så skønne piger omkring mig som gør mig så glad i låget alene af deres skønne selskab. Tak søde og skønne piger.

Helle var i fuld gang med at lufte mine hunde og dagen igennem havde de sørget for lille Spike så han fik pauser fra at stå i hundegården. Tusinde tak søde piger.

Alle pigerne var høje af dagens træning og Aase og Trond fik SÅ meget ros - det var skønt. Dejligt når arrangementerne lykkes så fint. Der var trænet A-prøve træning hele dagen og alle havde fået justeret og fået øvelserne til at lykkes. Herligt !

Verdens bedste Indy :-)