I dag var hun på operationsbordet og jeg må indrømme at jeg var utrolig bange inden. Jeg syntes forløbet mindede om Miko's forløb. Den manglende appetit, den stille ubemærkethed i hverdagen. Det at de pludselig fra den ene dag til den anden ser tynde ud og det pludselig står lysende klart for en at noget er helt galt.
Pasta havde en stor tumor på tyndtarmen og kræft i en stor del af tarmen. Dyrlægerne turde ikke fjerne det for de kunne ikke finde start og slut og de var bekymret for at det blot ville sprede sig efterfølgende. Pasta fik lov at sove ind.
Et hjerte holdt op med at banke
fire flittige poter fik ro.
En frodig groende ranke
holdt pludselig op med at gro.
Vi tænder et lys i mørket
så du bedre kan finde vej,
for det blev din sidste rejse
og vi savner dig !
