Top billede

Top billede

søndag den 11. januar 2015

Pas på jeres hunde der ude....

Har i dag haft besøg af en hittehund. En bil ruller ind i gårdspladsen og et ungt par kommer og spørger om vi mangler en sort labrador. De har taget ham op henne ved lossepladsen og han er meget våd, træt og dårlig på højre forben.
Det unge par har ringet til politiet for at få ham efterlyst. Beskeden fra politiet var følgende: Bare slip ham løs igen, for han finder selv hjem.

Det kunne de gudskelov ikke nænne, så de kørte ind forbi de første huse og spurgte om de manglede en labrador og da de nåede til os, tilbød vi at tage ham ind. Jeg var meget undrende over at de havde fået den besked fra politiet. For et par år siden løb Mione på tur, da hun blev passet mens vi var på Bornholm og der blev hun afhentet af Falck og kørt til Bygholm Dyrehospital. Jeg fik en regning på udgifterne - men det var godt nok fantastisk at vide at hun var i god behold ret hurtigt og ikke strejfede rundt på vejene. Jeg var meget glad for at "nogen" havde meldt hende savnet.

Den gang var der også kludder i det hos politiet. Jeg ringede fra kl. 20 om aftenen og helt til kl. 24. ca. hver time til politiet for at høre om hun var blevet indleveret. Jeg sov ikke den nat. Kl. 06.30 om morgenen ringede politiet til mig og fortalte at hun var indleveret på Bygholm Dyrehospital. Da jeg henvendte mig til Bygholm, så kunne de fortælle mig at hun var indleveret kl. 21.15 dagen før hmm !!
Men hvordan er reglerne egentlig ?

Jeg ringede til politiet og efterlyste denne sorte labrador han som vi fik i vores varetægt af de unge mennesker. Det var mildest talt en chokerende oplevelse. Politiet spurgte om det var den samme hund de lige havde fået en henvendelse på og det svarede jeg ja til. Hvor efter politiet igen sagde at jeg skulle lade den hund løbe så den selv kunne finde hjem ??? Den betjent jeg talte med var grov og uforskammet i sin tale.

Jeg prøvede at forklare at jeg selv var hundeejer og at jeg ikke havde noget imod at beholde hunden ind til nogen henvendte sig eller nogen kunne hente den og køre den på internat. Hvor til politimanden sagde følgende: Er vi enige om at det er dem som laver lort i det, der har lorten !

Så meddelte jeg at jeg ville lægge røret på nu og ringe op igen i håb om at komme til at tale med en mere imødekommende person ved politiet.

Efter 4-5 minutter ringede jeg op igen og meddelte denne gang politiet at jeg optog samtalen på min telefon. Det var nu en anden politimand - men han var tydeligvis briefet om den tidligere opringning så han hakkede og stammede og ledte efter helt korrekte termer og gloser for at sige noget der ikke kunne kompromiterer politiet. Virkelig mærkelig oplevelse.

Denne gang blev jeg 3 gange gjort opmærksom på at det at jeg anmeldte hunden savnet havde store udgifter til følge for en evt. ejer at hunden og at jeg kunne risikerer at skulle vente mange timer på at hunden blev afhentet hos mig. Da han sagde det 3. gang valgte jeg at sige at nu syntes jeg at jeg havde hørt ham og at jeg blot ville vide om han ville optage rapport eller ikke.

Så optog han rapport. Blot 20 min senere var hunden hentet hos os af SOS autohjælp og kørt til Springbjerglund Hundepension i Randbøl. Jeg kan sige at hunden var ikke chippet, ej heller tatoveret og den bar ikke halsbånd. Det er selvfølgelig ikke så godt, for det giver en bøde, udover udgifter til afhentning og ophold hos hundepensionen. Men det var en rigtig sød labrador han på omkring 3-5 år han var passet og så fin ud, lidt tyk men tydeligvis en hund der var vant til at bo inde, han slappede helt af i vores baggang og to en lur bag børne gitteret ind til vores tæver.

Han må være savnet et sted og han virkede meget ked af at være blevet væk hjemme fra - han var træt, kold og våd da han blev fundet.

Konklusionen for mig på de to sager jeg nu har haft med at gøre er at politiet kan være et problem. Jeg håber at andre agerer som det søde unge par der tog denne hund op. Jeg ville være meget ulykkelig, hvis min hund blev overladt til sig selv på en befærdet vej med risiko for at blive påkørt.

En risiko som set med mine øjne vil indebærer langt større udgifter og besvær, for såvel ejer som politiet.

Så til alle jer der har hund og som elsker jeres hund - sørg for at de er chippet og bærer halsbånd med hundetegn, hvis I ved der er en risiko for at de strejfer.